Pricing Coordinator
Har du et analytisk mindset og en god forretningsforståelse? Og arbejder du struktureret, proaktivt og datadrevet? Så har vi måske jobbet til dig 🙂
Hos NORMAL er vi i dag til stede i mere end 10 lande og har fortsat stort fokus på ekspansion til nye markeder. Det skaber øget kompleksitet og travlhed i vores indkøbsafdeling, hvor en central opgave er at sikre konkurrencedygtige priser på tværs af markeder. Derfor søger vi nu endnu en Pricing Coordinator til at understøtte food-området med skarpe analyser og kommercielle indsigter.
Rollen
Som Pricing Coordinator bliver du en vigtig sparringspartner for vores Category Managers. Du kommer til at analysere priser på udvalgte kategorier i eksisterende markeder – og i høj grad også i forbindelse med indtræden i nye lande, hvor prisstrategier skal udvikles og fastsættes. Dine analyser skal kunne omsættes til konkrete, kommercielle initiativer, der styrker forretningen.
Dine primære opgaver
Analytisk sparring og support til Category Managers
Omsætte analyser og indsigter til konkrete kommercielle initiativer
Udvikle og vedligeholde prisstrategier, der sikrer konkurrencedygtige priser på tværs af markeder
Analysere salgsdata, markedspriser og konkurrentaktiviteter for at identificere pris- og sortimentsmuligheder
Udarbejde kategori- og markedsanalyser
Vidensdeling og koordinering på tværs af lande
Prissætning i forbindelse med indtræden i nye markeder
Du refererer til en Category Director og arbejder i det daglige tæt sammen med flere Category Managers samt de øvrige koordinatorer i afdelingen.
Om dig
Du er analytisk stærk og har en god forretningsforståelse, som du formår at omsætte til konkrete anbefalinger og handlinger. Du arbejder struktureret og selvstændigt og opsøger proaktivt nye opgaver og forbedringsmuligheder. Samtidig er du en holdspiller med stærke samarbejdsevner og motiveres af, at dit arbejde skaber værdi for andre. Du er muligvis nyuddannet (med erfaring fra praktik / studiejob), eller du har et par års erfaring fra en stilling, hvor du har fået erfaring med at udarbejde kommercielle analyser.
Derudover ser vi gerne, at du:
har en relevant akademisk uddannelse, gerne på kandidatniveau
har erfaring med analyser, fx markeds- eller prisanalyser
er fortrolig med Excel og/eller BI-værktøjer
kommunikerer flydende på både dansk og engelsk – skriftligt og mundtligt
Derudover er det vigtigt at du kan lide at rejse, da rejseaktivitet er en vigtig og naturlig del af jobbet (30-40 dage om året).
Hvem er vi?
Kulturen i NORMAL er uhøjtidelig, og vi møder hinanden i øjenhøjde med det fælles mål at opnå succes og resultater. Spørger du vores kollegaer, vil de sige, at NORMAL er noget helt særligt. For fællesskabet er stort, og det kommer altid først – bogstaveligt talt. I NORMAL jagter vi nemlig ikke individuelle mål, men vi fejrer de resultater, vi skaber sammen. Fordi vi ved, at succes bliver bedre, når vi deler den. Og så går vi for resten aldrig af vejen for en fest eller fejring. For det skal være sjovt at gå på arbejde.
Arbejdssted: Skanderborg
Da vi prioriterer samarbejde og gode relationer, arbejder vi kun i begrænset omfang hjemmefra. Til gengæld er der stor fleksibilitet omkring mødetiden.
Ansøgning og proces
Vi modtager generelt mange ansøgninger på denne type stilling, så vi anbefaler, at du gør det tydeligt i dit CV og din ansøgning, hvorfor netop du er den rigtige 😊
Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Category Director Mette Skov Holm på msh@normal.dk. Vi modtager IKKE ansøgninger via mail - søg via opslaget her!
Vi glæder os til at høre fra dig.
- Afdeling
- HQ
- Rolle
- Purchase
- Lokationer
- HQ, Skanderborg